Hvordan kan Karrebæksminde og Enø tiltrække flere turister uden for sommersæsonen, og hvordan skal turismen i området udvikle sig i de kommende år? Det er nogle af de spørgsmål, Næstved Kommune sætter på dagsordenen, når kommunen onsdag den 21. oktober inviterer til borgermøde om en ny handleplan for turismen.
På mødet præsenterer kommunen sine idéer til handleplanen, og deltagerne får mulighed for at bidrage med erfaringer, perspektiver og forslag til områdets udvikling. Kommunen håber, at mange borgere vil deltage og være med til at sætte retningen for den fremtidige turisme i Karrebæksminde og på Enø.
Borgermødet finder sted klokken 19 til 20.30 på Karrebæksmindefjord, Enø Kystvej 55.
Tilmelding sker via kommunens tilmeldingsside senest mandag den 19. oktober.
